Sygehus besøg Vol. 2 – Biopsier

I går var jeg på sygehuset som en del af mit forløb på OUH hudafdeling. Jeg endte med at gå derfra med to huller i hovedet og var klistret til på armen…

Jeg kommer derind med overraskende god ro i maven. Jeg har før skrevet herinde at jeg frygtede at jeg kom derind og så ville deres mening vende fuldstændig, omkring hvad jeg fejler. Men jeg havde egentlig accepteret det jeg havde fået af vide af lægen i første omgang. Tiden på afdelingen i går troede jeg var lavet, for at de kunne følge udviklingen omkring hårtabet og nye symptomer, hvis sådan nogle skulle opstå.

Men det er allerede planlagt at jeg skal ha taget ikke en, men to biopsier af min hud i hovedbunden, og nu jeg alligevel var der så kunne jeg da lige så godt få taget de blodprøver, som alle glemte at sende mig til, det er klart. Jeg er ikke god til den slags forandringer, jeg har brug for at være forberedt, specielt når det handler om et direkte indgreb hvor der skal skæres i mig og jeg kan risikerer at blive dårlig.

Det hele gik meget stærkt… jeg er stadig lidt rystet og kan mærke jeg er ekstra sensitiv og får en knude i maven når jeg tænker over hvad der skete. Det er jo ikke fordi jeg dør af at de tager lidt prøver, men det at de tager prøverne fordi de alligevel mistænker pletskaldethed, eller Alopecia som diagnosen også hedder, det skræmmer mig og det var ikke det jeg havde regnet med. Så nu er frygten tilbage og jeg ved ikke hvordan jeg skal forholde mig til alting. Kan det da ikke bare få en ende det her mareridt. Jeg går og dræner mig selv med altædende bekymringer, for noget som måske slet ikke har noget på sig i sidste ende.

Jeg er træt af at jeg ikke kan håndtere sådan nogle situationer, jeg bliver jo kun mere syg af bekymringerne og angsten for det hele, i stedet for bare at tage en dag af gangen og tage det hele lidt som det kommer. Stole på at lægerne ved hvad de gør og bare ”holder deres ryg fri” (som sygeplejersken sagde efterfølgende, da jeg jo ikke overraskende nok knækkede sammen af overvældelse af det hele)… Hvilket er en plat sætning, hvad er de bange for at jeg gør hvis de tager fejl? lod dog vær’ med at kaste om jer med diagnoser og måske’er, i gør folk bange!

And for what?! For at folk ikke skal blive sure bagefter? Nej okay, men de skal dø af bekymring og måske få forværret deres lidelse på grund af stress og angst, bare for at i aldrig har løjet?
Hvorfor ikke bare undgå at sætte ord på diagnoser medmindre i er mere end 50% sikre…

Den eneste grund til at lægen nu mener jeg måske alligevel har Alopecia, er fordi jeg sagde at hårene under mine arme og ved tisselis (muffinen, you know) voksede betydeligt langsommere ud og var som helt nye hår, ja undskyld min info, har aldrig været kendt for at ligge total låg på udtrykkene.
Så fordi min tissekone’s frisure nu også har ændret sig (hvilket ikke er sært efter det min krop har været igennem) så er jeg måske stemplet med en livsvarig lidelse i panden, som der ikke findes en kur til.
og og og… jeg skal vente til den 10. januar i det nye år, med at få svaret på biopsien.. ja glædelig jul til jer også!

Jeg er godt irriteret, egentlig ikke på grund af lidelsen, manglen på hår, hullerne fra biopsierne i hovedet, kvalmen, den ømme arm fordi blodprøve-Ulla ikke kunne ramme rigtigt, men fordi jeg blev lovet noget for en måned siden, og jeg har vitterligt fået af vide i dag at det løfte er mindre værd end en varm prut…
Jeg håbede, og jeg accepterede det selvom det ikke var med min egen gode vilje, jeg kæmpede med det, men stolede for første gang på en læges ord, fordi det var jeg nød til for at kunne kapere det. Første gang jeg lytter, første gang jeg ikke går fra lægen med uro i maven og føler mig løjet til, første gang… og så var det måske alligevel noget crap…
Det er princippet i det.

Det kunne se nye hår komme frem, hvilket jo er godt, men har jeg lidelsen så ryger de også efter kort tid. Og jeg har stadig følelsen af at jeg ikke tør stole på noget før der har gået de her 3-6 måneder som de startede med at sige. Når den tid er gået så vil jeg vurderer hvad jeg tror på, men lige nu har jeg behov for at holde fast i den første dom (du kan læse om mit første besøg på OUH hudafdeling HER), for at kunne klare det her inde i mig selv. Jeg tør faktisk ikke gøre andet.

Min psyke er hårdt ramt, jeg er faktisk i tvivl om hvordan jeg selv vil reagerer hvis det viser sig at jeg skal være syg resten af mit liv…

 

(Pssssst! HUSK OG DELTAG I MIN KONKURRENCE HER)

(Pssst Pssst! Mine julebukser kan købes HER til kun 129 kr.)

 

-KC