Sandhed og hormoner 😔

I går knækkede jeg fuldstændig sammen.

Hele dagen startede generelt skidt, min hofte var låst helt fast så kunne slet ikke bevæge mig. Det tog mig næsten to timer at komme ud af sengen, og derfor endte det med at Liam måtte blive hjemme fra børnehave.
Min dårlige samvittighed bliver værre og værre for hver dag. Og jeg går i den her forestilling om at alt bliver bedre når lillesøster bliver født, men ærligt kan realiteten jo være at det bliver ti gange hårdere.

Nå, men det var ikke derfor jeg brød sammen stor-tudende om aftenen efter en dag uden reel aktivering, jeg brød sammen pludseligt fordi jeg bare ikke kunne mere, min krop kunne ikke mere.
– det var faktisk noget plat der udløste det… kage og cola.
Jeg havde en ustyrlig trang til en træstamme og cola, også kakao faktisk, men altså, trangen var så omfattende at det kom bag på mig. Jeg har haft mange cravings i denne graviditet, hvilket er nyt for mig, havde ikke den samme faste lyst til bestemte ting da jeg ventede Liam. Den her craving i går freakede min hjerne helt ud, jeg blev anspændt og kunne slet ikke klarer tanken om ikke at nå det før butikken lukkede, men jeg kunne ikke selv tage turen. Jeg skrev rundt og spurgte alle, jeg vidste det var dybt plat at be om, men de havde jo selv nævnt at jeg bare skulle sige til.
Ingen kunne eller gad hjælpe og da klokken ramte lukketiden for Brugsen så knækkede jeg sammen, det var dybt uretfærdigt, det var det eneste jeg ville ha’ og det handlede jo ikke om kagen og lysten, men at jeg for 100.000s gang bare blev bekræftet i hvor alene jeg er og hvor vigtig jeg er.
Ja ja ja… det er lidt en hård vurdering nu det bare handlede om kage… men ærligt det gjorde det jo heller ikke, det er jo ikke første gang. I denne graviditet har jeg virkelig mærket det jeg allerede godt vidste, nemlig at jeg har minimalt netværk og faktisk står helt alene og hvis der vitterligt sker noget kan jeg ikke være sikker på der står nogen klar. Jeg har altid vidst at jeg var meget alene, men jeg havde det indtryk at hvis der skete noget alvorligt så ville mindst 1 person komme.

Et godt eksempel er turen med fuld udrykning til OUH for nogle uger siden. Jeg burde kunne regne med Liam var nem at få afsat, fordi folk forstår alvoren, men alle tog let på det og det stressede mig så voldsomt at min tilstand blev værre, jeg burde slet ikke skulle tænke på det når folk selv har sagt jeg bare skal ringe. Det kræver jo de tager den og når de tager den at de så også smider alt de har i hænderne som lovet, eller bare letter røven fra sofaen som åbenbart også var utrolig hårdt selvom man vidste jeg lå i en ambulance med fuld udrykning og sygehuset var 100% sikker på at jeg kom for at føde… ikke vigtigt nok… hvad gør jeg næste gang? det er vitterligt en kæmpe stress i mig.

En anden ting der var med til at knække mig i går var virkeligheden.
Da K blev lavet havde jeg det ikke godt, sådan rent detalje mæssigt omkring hendes tilblivelse mener jeg kun er hendes info, som hun kan få når hun er klar til det og selv spørger.

Jeg havde set i bakspejlet en voldsom svær depression, udløst af at jeg blev single i slutningen af marts, jeg følte et af de største svigt nogensinde fordi det kom lige efter min selvtillid var skudt så langt ned som den overhovedet havde været pga min sygdom Alopecia. Jeg havde voldsomt svært ved at accepterer hverdagen med paryk og gik ærligt kun med den for Liams skyld, jeg begyndte at smile igen og det gik bedre, troede jeg, men jeg har faket det for min ekskærestes skyld, jeg skyldte ham at være glad, jeg skyldte ham at hans arbejde med mig i hele forløbet og støtte kunne ses.
Han gav alligevel op, troede jeg men jeg ved nu at han bare ikke var klar til at ha et forhold og lige nu slet ikke ønsker det. Men jeg følte at endnu en mand gav op på mig ved den mindste modstand, så var jeg nok ikke det værd, eller var jeg overhovedet noget værd?
Jeg blev påvirket mere end jeg burde, jeg burde ha reageret med vrede, ærligt.
Men jeg reagerede ved at fare rundt, fik afsat Liam til min og min søster når det egentlig var min weekend, jeg havde på et tidspunkt 6 weekender i træk uden barn og rendte i byen alle weekenderne. Jeg drikker normalt ikke alkohol, har jeg ikke gjort sådan rigtigt i flere år, men nu drak jeg hver weekend, ikke meget for det holder min krop ikke til, men det var meget for mig når jeg ikke var vant til det.
Jeg er endda en nat kørt hjem uden at kunne huske det, jeg vågnede bare i min seng og anede ikke hvordan jeg var kommet hjem, men bilen var hjemme og jeg var alene. Jeg har sovet i min bil flere gange foran baren jeg havde besøgt, med jakken som dyne. Jeg får ikke tømmermænd, sådan rigtigt (desværre, så havde jeg måske ladet være), jeg bliver bare træt i krop og sind, jeg spiser intet og bliver nok lidt som en zombie.

Den periode som heldigvis var kort, er jeg ikke stolt af og der er mange der var vidne til det, men som nok ikke kendte til hvad der lå bag min adfærd. Jeg ved det ærligt heller ikke helt selv. Men nu er virkeligheden gået op for mig, jeg benægter ikke længere at den tid fandtes og jeg er så flov over mig selv og skræmt over at jeg kunne finde på at te mig sådan. Jeg husker stadig intet fra selve mine aftener hvor jeg har drukket, men jeg ved nu at de var der.

Jeg havde det ikke godt, slet ikke godt. Men det var så hurtigt forbi igen fordi der så kom fuld fokus på min flytning og to dage inden den opdager jeg de to streger på graviditetstesten. Alt blev meget lyst, godt og skreg “NY START” og jeg greb muligheden for at komme videre. Jeg benægtede den tid der lige havde været fordi jeg skammede mig voldsomt, jeg ville bare hurtigt videre og vise at jeg sagtens kunne indholde positive ting igen og ikke bare var hende der hvor der konstant skete noget nyt negativt. Jeg ved godt at mange af de ting jeg har oplevet ikke er noget jeg selv har været herre over, at blive syg, single, være mærket af min opvækst, det har ikke været mine valg, jeg har forsøgt at tilpasse det mit liv hvilket er svært når det ikke er noget man selv vælger. Men folk skulle smile når de så mig og ikke sige “årh søde dig hvordan har du det?”…
De skulle se en stærk person der nu har vendt karmaen og får det hun drømmer om, uden at være afhængig af ekskæresten for at få det. Jeg følte at alle omkring mig ikke troede jeg kunne noget uden ham, det har nok kun været inde i mig selv at jeg troede det og det gjorde mig sur.
Jeg ville være hende som får det til at fungerer, og i ovenikøbet overrasker positivt i processen, i forhold til hvad hun kom fra og har været igennem.
Det lød plat, but you get the point…

Jeg havde brug for at flygte fra virkeligheden og skabe min egen, og det lykkedes… indtil for nylig.
Min terminsdag kommer så tæt på nu, igennem graviditeten er jeg samtidig blive stillet overfor flere traumer i forbindelse med graviditeten med Liam, hvor jeg fødte en måned før tid, tabte en masse blod og generelt også havde et kompliceret og meget udsat graviditetsforløb.
Det blev pludselig virkeligt og ikke kun en lyserød baby bobbel. jeg har behov for den bobbel… jeg har ikke brug for mere negativitet.
Jeg vidste ikke at jeg var så påvirket af forløbet med Liam, det er 6 år siden og jeg troede jeg havde bearbejdet det, men det har jeg slet ikke! Jeg er faktisk voldsomt mærket af det og samtidig håber jeg næsten der sker det samme igen (ikke lige det massive blodtab, det vil jeg gerne være foruden så jeg kan huske den første tid), men det er velkendt at føde før tid, blive sat igang planlagt efter sivende fostervand og føde hurtigt og nemt, uden bristninger og udmattelse. Det handler om kontrol over hvad der skal ske og jeg venter nærmest konsekvent på at det vand begynder at sive.

Jeg ender nok med at gå over tid… skulle ikke komme bag på nogen hvis jeg gør det stik modsatte af hvad der er forventet af mig.

Men altså, ja jeg knækkede helt psykisk sammen, det går bedre nu, jeg havde behov for at få det ud og det er okay. Jeg kan ikke ændre på hvad der er sket, men jeg kan lære at leve med det og lære af det. Jeg havde en svær depression da jeg blev gravid med baby K, men det har jeg ikke mere og har jeg ikke haft længe. At få muligheden for at få hende, den nye bolig og at Liam begyndte at trives efter min sygdom det holdte jeg så hårdt fast i for at kunne komme ovenpå og jeg har stadig brug for at holde fokus på netop de ting, nu hvor graviditeten her på sit sidste virkelig presser mig psykisk.

Det er voldsomt hårdt nu, men det er det hele værd og jeg glæder mig helt ustyrligt til at skabe rutiner og hverdag med mine to børn og få min krop tilbage 💜
Og igen, vise at jeg godt kan, for det kan jeg jo godt!

-KC