Fødselsberetning🤱🏻

Den 23. februar 2019 kl. 20:51 stod verden endnu engang stille 💕

Jeg havde haft nogle voldsomt hårde dage. Først havde jeg undværet Liam en hel uge i vinterferien, fordi han var syg og jeg havde brug for at blive aflastet, så hans far og min familie var søde og dele ham imellem dem. Ugen efter måtte hans far tage ham så han kunne passe sin børnehave, da jeg blev voldsomt syg med høj feber og generelt slet ikke kunne fungerer.

Jeg havde haft svingende veer og skulle ha en hindeløsning ved en privat jordmoder, men baby K’s hjertelyd var pga min feber for høj til at de måtte gøre det. Blev sendt skuffet hjem og måtte komme retur når jeg var rask. Fik så foretaget en hindeløsning d. 20/2, hvor jeg var 3 cm åben og med 1,5 cm livmoderhals.

Det gav mig 31 timers uregelmæssige veer. Jeg knækkede fuldstændig sammen, det var voldsomt hårdt for mig rent mentalt at være udmattet efter feberen og nu også de her veer der bare intet gav af fremgang 😔
Min veninde Kim bankede i bordet og ringede til fødegangen på mine vegne og kørte mig derind til tjek. Det viste sig at jeg slet ikke havde rykket mig i centimeter, og min krop var voldsomt udmattet. Jeg fik en sprøjte til at få min livmoder til at slappe af, og en cocktail af nogle piller så jeg kunne få sovet. Jeg frygtede ærligt at det ville stoppe hele processen, for jeg var voldsomt opgivende og ville egentlig bare hellere ha fortsat, for min krops skyld var jeg nød til få ro på.

Det stoppede veerne og ja alt… som forventet…
Det irriterede mig grænseløst. Men jeg aftalte med Liams far at Liam skulle hjem og være i nogle timer om lørdagen, fordi jeg savnede ham voldsomt, og så kunne jeg få fjernet fokus. Det havde jeg virkelig brug for. Brug for ikke at være gravid et øjeblik.

Liam var hjemme i 6 timer lørdag og jeg havde tilkaldt min papfar som assistance, til hvis jeg måtte give op pga smerter. Jeg holdte egentlig meget godt, og jeg fik leget med Liam hele dagen, måtte give op en time før afhentning, gik ud af værelset og brød fuldstændig sammen over det, jeg ville bare ha min krop tilbage, jeg ville være Liams mor igen, jeg kunne ikke magte den samvittighed mere, følte mig evigt gravid og nu var det bare ikke sjovt mere. Det føltes som en straf.

Liam blev hentet af sin far, så græd jeg igen… min papfar tog hjem og jeg nåede lige at sige ”nu passer det lige at du kører og så føder jeg”… og jeg fik ret!

Ved 19 tiden om aftenen ringer jeg til fødegangen og får fat i den sødeste jordmoder Freja, jeg var SÅ opgivende og forklarede om de sidste par dage og nærmest lokkede hende til at sætte mig igang. Hun var utrolig forstående men sagde ”du ringer på det værste tidspunkt, jeg vil rigtig gerne hjælpe dig, men jeg er alene på vagt og igangsættelse skal tages på en konference hvilket vi kun gør i hverdagene, så der kan først bliver overvejet muligheder på mandag”… hun tilbød mig at komme ind til en ny cocktail så jeg kunne få sovet, men jeg takkede nej da turen simpelthen var for krævende for mig.
Jeg aftaler med hende at ringe nogle timer efter og give en status, hun følte virkelig med mig og jeg følte mig hørt, så var faktisk utrolig afslappet efter samtalen.
Jeg nåede lige at aftale med mig selv at nyde maven resten af den aften og lige tænke positivt da jeg sikkert også bare var ramt af hormoner. Med 8 dage til termin kom det hele meget tæt på.

Jeg tager min paryk af og ligger den i vindueskarmen. Lige da jeg gør det får jeg en ve der giver et stort ‘KLONK’ i skambenet, jeg kunne høre lyden og blev vildt forskrækket.
30 sekunder efter kommer en hårdere ve og den ender med lidt vandafgang, midt i sofaen.
Jeg ringer med det samme op til fødegangen og får fat i den søde Freja igen, som kvitterer helt roligt med ”spændende Kali, gå lige på toilettet og tjek farven på vandet”.

Jeg går helt stift ud på toilettet og venter jo egentlig bare på smerterne. Sætter mig på toilettet og vi får hurtigt konstateret at det var fostervand, lyden jeg hørte var højest sandsynligt hinderne der sprang fordi K’s hoved trykkede ned.
Jeg sidder panisk, i hvad der føles som en evighed og venter på veerne, men vidste faktisk ikke helt hvad jeg ventede på. De kom aldrig da vandet sev med Liam, så kunne lige se historien gentage sig selv og at det ville kræve igangsættelse igen.
Jeg ligger på ved jordmoderen for at ringe til min søster, så hun kunne få det af vide i god tid og forhåbentlig nå herover. Så kom veerne, og det var med pressetrang og jeg gik fuldstændig i panik, jeg når lige at få skrevet til min mor ”Det er nu”, sender en snapchat besked med det samme til min eks og tætte ven Nicolaj, og får ringet op til min veninde Kim grædende og i panik og hun styrter afsted mod mig.

Får jordmoderen i røret igen for at fortælle om de kraftige veer. Hurtigt beslutter hun at sende en ambulance, samtidig er hun super god til at vejlede mig i min vejrtrækning igennem telefonen, men jeg var virkelig bange, som i skræmt og panisk fordi jeg sidder der og ikke kan bevæge og jeg er helt alene. Den følelse af at min datter er på vej ud, ned i toilettet, som jeg slet ikke kunne flytte mig fra, det var så voldsomt og jeg har aldrig prøvet noget lignende. Kim kommer ind og er forholdsvis rolig men hurtig til at tackle den situation jeg slet ikke kunne håndtere.
Hun henter håndklæder og tæppe, ligger det gulvet på badeværelset og udover dørtrinnet og ud i gangen og får mig af toilettet og lagt ned på gulvet. Der ligger jeg så i mega smerter og med alt for korte pauser mellem veerne. Jeg holder fast i benet på puslebordet, og ligger med hovedet under bordet og går helt ind i mig selv og smerterne, imens Kim styrter rundt for at finde de ting jeg skulle ha med. Jeg bliver ligeglad med at jeg ligger med bar røv mod hoveddøren, at jeg ikke har paryk på og at Kim ser mig på den måde, jeg er fuldstændig ligeglad, jeg har voldsomt ondt og veerne ruller ind over mig, så jeg når slet ikke at registrerer at to ambulance reddere pludselig er over mig.

Jeg klemmer livet ud af den ene redders ankel, den anden løfter tæppet under hver ve for at se om K’s hoved kom frem, og i de pauser jeg endelig nåede at ha får jeg sagt undskyld en million gange til alle omkring mig.
De laver en hurtig vurdering hvor de satser og beslutter at flytte mig ud i ambulancen, ellers ville det blive en hjemmefødsel og med mit sidste blodtab ville det være vigtigere at få mig på sygehuset og så måtte vi tage en eventuel fødsel i ambulancen, det havde de prøvet før og forsøgte ihærdigt at berolige mig med tanken om at det kunne ske…
Jeg havde holdt presseveer tilbage i 30 minutter, det krævede alt af mig. De løfter mig ud på båren og jeg kæmper for at koncentrerer mig. I ambulancen får jeg så lov til at presse, og de holder hele tiden øje med om hovedet kommer frem, men jeg prøver at lade være med at presse 100%.

Jeg opdager ikke de ligger venflon (dut til drop) i hånden på mig, jeg opdager ikke at min veninde Kim kommer med i ambulancen, jeg anser ikke andet end presseveer, fy for helvede det var smertefuldt!
Vi kommer styrtende med kørsel 1 til sygehuset og jeg brøler mig igennem skadestuen og hele vejen op til fødegangen på 3. sal hvor den søde jordmoder Freja, tager imod os, får mig ind på en fødestue og kaster sig ind over sengen og tager min hånd, som jeg klemmer voldsomt.
De får mig væltet over på fødebriksen, smider mine ben i bøjler og så kan jeg endelig presse. Jeg havde behov for lige at lande i situationen, men det kunne jeg ikke få lov til.
Min søster er stadig ikke nået frem, men Kim er hos mig, hun var den bedste støtte jeg kunne få og ville helt sikkert ha hende med igen, hvis jeg kunne gøre det om! ❤️

21 minutter efter vi rammer fødestuen bliver K født, uden smertestillende og uden bristning 💪🏻

K kommer op på mit bryst, Kim går ud og henter min søster, som er kørt som en vanvittig til sygehuset, jeg dybt taknemmelig for at hun kom!
Jeg havde brug for hende og hun var der for mig, for os ❤️

Resten af aftenen går utrolig stille og roligt, jeg havde utrolig svært ved at tro på det der var sket, jeg fattede ikke rigtig at jeg havde født pga hvad der skete og hvor hurtigt det gik. Jeg kan huske jeg sagde til jordmoderen ”jeg har en følelse af at jeg skal spørge hvornår jeg skal afleverer hende tilbage”, det havde jeg jo ikke lyst til, men det hele var utrolig surrealistisk og alligevel føltes det så rigtigt! Jeg føler jeg havde ventet på den lille pige hele mit liv, og så kom hun så hurtigt at jeg slet ikke havde opdaget det. Og lige der var smerterne de sidste 9 måneder glemt!