Jeg har ikke blogget længe. Sidste gang var det min fødselsberetning jeg lagde ud (den kan læses her Fødselsberetning), og så kom behovet for bare at være i en baby/familie bobbel. Nocko og jeg fandt sammen officielt igen og jeg fik et massivt behov for at se min lillesøster og svoger mere, trods afstanden mellem os. Så jeg har brugt min tid fornuftigt, men… jeg savner at blogge, om det er relevant det jeg siger eller ej, så gavner det mig som menneske at være åben og nu har jeg bare udsat det for længe. Kamia’s fødsel gjorde noget ved mig og den måde jeg havde tænkt mig at føre familie på. Ikke at der var noget galt med den...

Jeg kan godt mærke at det med at skulle vente indtil den 10. januar på svaret fra biopsierne, det går mig på… eller ja det er egentlig en enorm underdrivelse. Psykisk kan jeg slet ikke hænge sammen på grund af det. Kan vi ikke bare få det overstået? jeg selv er jo ikke i tvivl med de mønstre jeg ser på min krop, den måde mit hår gror på den, de skaldede pletter andre steder på kroppen og helt manglende hår nogle steder. Først var jeg meget optimistisk og kunne se de nye hår komme ud, ligesom de første hår på en nyfødt, super fine og lyse. Sådan var/er mine, men selve processen med at de vokser stoppede så også...

Ja det hele skal heller ikke handle om sygdom herinde, det var ikke pointen med bloggen. Hvilket jeg nu også tror i som læsere er meget glade for, elendighed klær’ ingen, slet ikke mig som forælder. Men kan man overhovedet være en god forælder, når man selv har oplevet svigt fra sine forældre, både i sin barndom men i den grad også senere i livet. Min far og mor ønskede mig inderligt, de brugte nogle år på at få mig, hvilket var heldigt nok. Jeg tror vitterligt ingen af dem var klar til forælderlivet med et lille barn, lortebleer, gylp og ingen alene og/eller hobby tid. Min mor omstillede sig hurtigt da jeg endelig kom, heldigt nok for mig, min...