Skal handle på en helt ny måde + Konkurrence! :)

Sygdomsforløb med en psykisk diagnose

img_1526da771a36-f7a0-4edb-875e-1f83822758d9

Det her var der nok ingen der troede de skulle se… mig, for det første med så tyndt hår, og for det andet med den længde. Mit hår er så tyndt nu at det filtrer ustyrligt og når jeg er i bad og skal ha de sørgelige rester vasket, så gør det afsindigt ondt i min hovedbund, som i forvejen har været igennem nok.
Det krævede en masse tåre oveni stædighed, da jeg midt i mit bad den anden dag, bad Nicolaj om at klippe det meste af længden, hurtigt så jeg ikke fortrød det. Det sidste der gav mig min lille fletning jeg hårdnakket har holdt fast i, røg af.

Jeg gav vitterligt op…
…nu ser jeg så sådan her ud.

Jeg har det ikke godt med det. Det er faktisk det billede, der har været mest grænseoverskridende at dele igennem den her process. Mest fordi jeg længe har undgået spejlet og har kunne forholde mig til den lille fletning i venstre side, som jeg har haft tilbage i længere tid end jeg faktisk troede jeg ville. Det er meget virkeligt nu.

Min største frygt er at lægen tager fejl og at jeg aldrig får mit hår igen.
Tiden er kernen til healing her, men vi ved faktisk ikke hvad der er rigtigt eller forkert, før den tid lægen har klistret på min krop, er gået. Tager de fejl, jamen så har jeg spildt 3-6 måneder på at vente på noget der aldrig kom, samtidig med at jeg psykisk er knækket fuldstændig og burde bare ha haft en 110% sikker afgørelse at forholde mig til. Jeg skulle ha brugt tiden på at vænne mig til det, fordi jeg ved det ikke bliver anerledes… jeg skulle ha lov til at ha’ fokus på det og arbejde med det.

Det er bestemt ikke nemt, når man reelt ikke ved om man er købt eller solgt, med hensyn til hvad man fejler. Jeg er faktisk stadig virkelig bange for hvad der er sket eller sker i min krop, angsten forsvinder nok ikke før jeg ligner mig selv igen, måske forsvinder den aldrig. For omfanget af skader kender vi jo i realiteten ikke til, og det er åbenbart helt umuligt at undersøge på nuværende tidspunkt. Eller også gider de bare ikke bruge deres dyrebare tid på en pige, eller kvinde må jeg hellere sige (nu med mine 25 år på bagen), bevares.

Det kan godt irriterer mig grænseløst at jeg ikke føler mig hørt eller taget seriøst hvis endelig lyttet til. Siden jeg fik min borderline diagnose har jeg følt mig ligegyldig og til tider usynlig. Hvis jeg kom med en knogle stikkende ud af benet, en blodstråle ud af øret og en tarm hængende ud af røven (ja undskyld det meget makabre billede), så ville min læge med sikkerhed sige det var stress eller angst, og jeg skulle tage hjem og få ro.
Hvis der sidder flere derude med lignende diagnoser som min, borderline, og i læser dette, så er jeg ikke i tvivl om at i forstår fuldstændig hvad det er jeg mener, og nikker ivrigt med imens i læser.
I er ikke alene… det er dybt grotesk og det sker ikke kun for folk med borderline desværre.

Jeg læste for nylig om en kvinde som gik til lægen med massiv hovedpine, der var ingen pauser i hendes smerter. Kvinden var bipolar, altså psykisk syg ifølge sin journal. Lægen sagde det var stress. Selv efter kvinden fortalte at hun følte der kom en tennisbold igennem hendes kranie, inde fra hjernen af og det føltes som om den arbejdede sig langsomt ud gennem hendes hoved i venstre side af panden.
Lægens vurderingen ændrede sig fra stress til stress og angst. Dødsangst, og hun måtte blive indlagt på psykiatrisk afdeling, vel og mærke hvis hun ville. Kvinden takkede nej, fordi hun blev meget fornærmet over at lægen fokuserede så meget på hendes psykiske lidelse, og tydeligvis ikke lyttede til hendes beskrivelse af symptomerne, som også tog til. End ikke hendes blodtryk eller en blodprøve ville han tage.

Der gik flere måneder og kvinden måtte opgive sit arbejde, hendes datter måtte passes på ubestemt tid ved sine bedsteforældre, fordi hun fik det værre og værre. Hun mistede delvist synet og hørelsen på venstre øre, hendes balanceevne forsvandt og alting skete på få uger. En dag bliver hun pludselig taget seriøs af en ny læge (ren held, da hendes egen læge var syg den dag, hun kom for 20. gang for at banke i bordet). Lægen sender hende fluks til scanning, men nævner at han støtter op om kollegaens overbevisning om stress og angst, hvis de intet fandt på scanningen (smagløst sagt af lægen vil jeg lige indskyde). Scanningen viser en svulst i hjernen, som kun bliver større og større for hver dag… og hvad fik hun, en skriftlig undskyldning og problemet er givet (kastet) videre til andre… flot!…

Ligesom de tusind gange lægerne har svigtet mig, det har også endt med et ”ups undskyld”nings brev og så har vi ikke snakket mere om det, det har de ikke tilladt i hvert fald.

Jeg valgte selv at starte i udredning, jeg søgte et svar, udelukkende for mig selv, for at kunne komme videre i mit liv. Jeg har kun fortrudt det lige siden, for mit svar stemplede mig som hypokonder og ligegyldig. Så kunne jeg godt ha undværet det svar og ha lært og leve med uvisheden…

– Kvinden lever endnu, så vidt jeg er orienteret. Hun blev opereret og er vidst blind på det ene øje. Hun endte med at skulle i genoptræning for at få basale ting tilbage. Jeg håber hun har fået mere end en undskyldning, men jeg tvivler…

 

(HUSK AT DELTAGE I MIN KONKURRENCE HER)

-KC

3 kommentarer

  • Sara Jensen

    Åh hvor jeg kender det alt for godt. Jeg har sidde der i 2 år og ved stadig ikke rigtig hvad jeg fejler. Her tænkt over at skrive det før så nu prøver jeg. Har du ikke en mulighed for at få en paryk som kræftramte

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Life of KC

      Det er jeg super ked af at høre! Med hensyn til parykken, så kunne jeg få tilskud hvis jeg havde diagnosen Alopecia, den har jeg ikke fået, da det ikke er pletvist hårtab jeg har. Jeg kunne nok på anden vis søge en paryk, eller tilskud til en, men ærligt så har jeg aldrig overvejet muligheden, da det slet ikke er mig. Fik jeg af vide i morgen at jeg ville tabe mit hår resten af livet, så ville jeg nok overveje det, eller i hvert fald lade tanken strejfe mig. Det er for mig psykisk svært overhovedet at overveje og jeg kan ikke accepterer et behov for sådan en, i hvert fald ikke på nuværende tidspunkt. Psykisk ville det være det største nederlag, så vil gerne undgå det 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sara Jensen

      Kan godt se din synspunkter. Var også mere for at gøre dig opmærksom på det hvis du nu overhovedet ikke havde overvej muligheden

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Skal handle på en helt ny måde + Konkurrence! :)