Hvad er egentlig familie for mig?

Jeg har ikke blogget længe.

Sidste gang var det min fødselsberetning jeg lagde ud (den kan læses her Fødselsberetning), og så kom behovet for bare at være i en baby/familie bobbel.
Nocko og jeg fandt sammen officielt igen og jeg fik et massivt behov for at se min lillesøster og svoger mere, trods afstanden mellem os.
Så jeg har brugt min tid fornuftigt, men… jeg savner at blogge, om det er relevant det jeg siger eller ej, så gavner det mig som menneske at være åben og nu har jeg bare udsat det for længe.

Kamia’s fødsel gjorde noget ved mig og den måde jeg havde tænkt mig at føre familie på. Ikke at der var noget galt med den måde jeg førte familie på, da det bare var Liam og jeg, men jeg var utrolig selvstændig i hvert fald i sindet.
Jeg valgte også helt bevidst at blive boende på fyn efter skilsmissen fra Liam’s far, selvom min familie bor i Jylland.

Jeg havde nok været mere selvstændig udadtil hvis jeg ikke havde kæmpet så hårdt for at klarer alt selv…

Jeg fik en del hjælp økonomisk af min mor dog, hun gav mig for eksempel udbetalingen til min bil og sendte ofte penge uopfordret, for at støtte vores madbudget, specielt dengang jeg var på kontanthjælp og blev ramt af kontanthjælpsloftet.
Min mor og papfar passede også ofte Liam, det er selvfølgelig også dejligt de kan have ham på weekend, ferie og tage ham hvis jeg skal noget, men forskellen fra den gang til nu er bare at de passer ikke Liam for mig, de har ham bare fordi de er hans familie og det er en aftale han har med dem, og ikke en tjeneste de gør mig.

Jeg ser anderledes på alting nu, og meget er blevet vendt om i mit hovede og jeg er glad for det!

Jeg værner stadig meget om min familie, men min familie er igen udvidet. Jeg har lagt en del tid og energi i at skabe et tættere bånd, til min lillesøster Anna og hendes kæreste Rasmus, siden Kamia blev født. De har altid været min familie selvfølgelig, men jeg har nok taget lidt bevidst afstand for at løsrive mig fra Jylland, min mor og min barndom.

Anna og jeg har været igennem ufatteligt meget sammen i vores barndom, så ville aldrig tænke at hun ikke var tæt familie for mig, men jeg har i min tid alene med Liam været ret god til at dele os op i mindre familier, sådan til hverdag ‘agtigt’ og kunne nøjes med at se min søster, mor, papfar, farmor og farfar hver tredje måned eller måske kun halvårligt.
Mine mostre, onkler, fætre og kusiner har jeg kun set en gang om året, eller kun hvert andet år, til den årlige påskefrokost.

Liam har set min mor, papfar og søster mere end mig i hans første år, uden tvivl.

Jeg har igennem mit liv følt mig lidt halv-udstødt, som det sorte får og knap så velkommen fordi jeg var anderledes, for hvad ved jeg ikke, det var jo bare min følelse og den kan jeg jo ikke gøre for. Jeg tog derfor afstand selv da jeg blev ældre og fik Liam, fordi jeg frygtede at Liam ville komme til at føle det samme. Derudover havde jeg brug for at fokuserer på at være mor, og ikke lade negative tanker og andres dømmende adfærd påvirke mig.

Anna har egentlig altid været den mest accepterende i mit liv, jeg ved faktisk ikke helt hvorfor, måske forstår hendes underbevidsthed vores barndom bedre end hun selv tror, og på den måde forstår hun måske endnu bedre, hvorfor jeg er som jeg er og har udviklet mig med de udfordringer jeg har i mit voksenliv.
Mange ting gav mening og faldt på plads, for Anna da hun blev ældre, det ved jeg for hun har selv fortalt mig det. Men den accepterende, forstående og altid loyale del af hende, har været der siden hun var helt lille. Jeg værdsætter det rigtig meget!

Anna virker til tider mere vidende om vores barndom end mig, som ellers husker det meste. Måske fordi jeg har blokeret en del ude, på grund af mange negative og traumatiske oplevelser. En psykolog mente jeg havde skærmet mine følelser en del, ved at blokerer diverse oplevelser ude og det tror jeg er rigtigt.

Vores far døde da jeg var syv år, der var Anna var fem år.
Vores forældre havde været skilt i to år da det skete. Min far havde fundet en ny kone, som også havde to børn, på alder med Anna og jeg, og vi havde samvær hos dem hveranden weekend.
Vores far døde på sit job som lokofører, hvor to toge kørte sammen på grund af en teknisk fejl på sporskiftet.
Han blev kun 34 år gammel.

Jeg misunder ofte min søster for ikke at huske så meget, specielt ting om vores far. Nogle gange er det lettere at være uvidende. Andre gange kan jeg slet ikke klarer tanken om at skulle huske så lidt som hun gør. De fleste af hendes oplevelser er noget hun har fået fortalt fra mig, vores mor, mostre og bedsteforældre.

Andre gange føler jeg mig priviligeret over at have den viden, minder og noget mere menneskeligt at forbinde mine tanker til, når jeg tænker på min far. Og så føler jeg hurtigt skyldfølelse, over at være den eneste af Anna og jeg, der husker hans smil, stemme, bevægelser og kram.
Det er nok en af de diskussioner indeni mig der fylder mest.

Men altså, jeg har efter Kamias fødsel fået et enormt behov, for at være mere og meget tæt på min familie, som jo ikke kun er mine børn og Nocko. Specielt Anna har jeg nærmest brug for at se hver dag, selvom hun nok vil blive dybt træt af mig. Jeg vil bare gerne være omkring hende, Rasmus og deres lodne gravhund Herman hele tiden.

Det fylder faktisk så meget for mig for tiden, at vi herhjemme i noget tid har gået og snakket om at rykke tættere på Jylland.
Vi kommer nok aldrig helt fra Fyn, det er naturen for smuk til, men jeg nu har jeg i syv og et halvt år haft en times kørsel til min familie… det skal der laves om på!