Så skete det…

Jeg har behov for at se at det nye hår komme ud nu, for jeg kan snart ikke mere. Men for at jeg kan det, så kræver det at det sidste hår kommer væk, så det er lettere at se det nye komme ud.

Så kæresten fik igen saksen og jeg er nu skaldet med dun… jeg troede aldrig nogensinde at jeg skulle se mig selv uden hår på hovedet, det er for mig et skræmmende syn. Der er blandede følelser inde i mig omkring det faktisk, for skræmmende er det virkelig, men samtidig også voldsomt befriende at jeg slet ikke skal tænke over “det sidste hår” mere. Det ville alligevel ryge af ifølge lægen, så accepten af min tilstand har nok været meget at give afkald på det sidste hår, som jeg holdt voldsomt fast i. Som et stædigt individ der nægter at indse realiteten… det er faktisk pinligt, men jeg kunne ikke se det før det sidste kom af.

Det var nødvendigt for den psykiske process jeg gennemgår! Men det var et sats, for alle omkring mig vidste at det var det sidste jeg ville gøre, hvis jeg overhovedet overvejede tanken endda. Hellere beholde det sidste lille hår der var tilbage… sådan havde jeg det, og var sikker på at jeg aldrig ville tage håret af selv. Det skulle selv falde af.

Men min hovedbund led, og de sidste hår filtrede ustyrligt, det gjorde afsindigt ondt. Havde aldrig forestillet mig at det ville blive sådan, men det er jo heller ikke helt skørt når min hovedbund har været igennem den process den har, med så hurtigt hårtab. Der er jo virkelig ikke noget at sige til at den er dybt irriteret og skadet nu og vil være det længe. Så det sidste hår måtte af. Føj for faen det var hårdt… men jeg tog det faktisk bedre end jeg troede jeg ville. Jeg troede jeg ville gå i panik, at det hele ville blive alt for virkeligt for mig, måske det hele først ville gå op for mig der. Men jeg var egentlig rimelig fattet og ingen tåre som sidste gang kæresten klippede i håret. Måske har jeg accepteret det nu 🙂

Status er at jeg stadig er nedlagt af forkølelse, halsbetændelse og bakterier generelt. Men humøret har det betydeligt bedre end for en uge siden, fordi jeg har opdaget at jeg ikke kan gøre så meget ved det. Det er super befriende at jeg er nød til “bare” at vente og se hvad der sker. Jeg har gjort alt jeg kunne, jeg har kontrolleret de ting jeg kan, jeg kan ikke gøre mere nu, så kan slappe af og lade kroppen være. Give den tid som lægen sagde den skulle ha lov til at ha. Jeg er stadig rigtig bange for at lægen tager fejl… så det er det jeg skal arbejde med ikke at tænke på nu. Det er super svært! De tanker der er nemmest at finde frem er de selvkritiske tanker, tankerne om det ustoppelig uheld man føler der konstant vælter ned over en. Men alle fortjener at arbejde med de tanker, for ingen fortjener kritik fra sig selv. Man skal elske sig selv og elsker man ikke sig selv, så gør noget ved det så kærligheden til dig selv kommer og holder! Det er den største gave man kan give sig selv, og jeg under alle det <3

… med hensyn til mig selv. Jeg elsker ikke mig selv pt, men det kommer, det kan jeg mærke. Jeg er stadig chokeret over processen og har ikke slugt forløbet endnu. Nu har jeg som før nævnt opdaget jeg intet kan gøre selv, så næste skridt er at få det bedste ud af det, så kommer kærligheden til mig selv automatisk igen, det er jeg sikker på 🙂

Kali version 2.0 incoming!

-KC