Dommen – Jeg vil være mig igen. Kali version 2.0

Jeg har ville skrive herinde hvad dommen fra hudafdelingen lød på, men jeg havde behov for at fordøje det selv først. Det er stadig mere end overvældende og jeg må ærligt indrømme at kamelen ikke er slugt endnu. Jeg ved faktisk ikke helt hvor jeg skal begynde, men jeg starter med at sige jeg ikke er kronisk syg, heldigvis, jeg HAR været alvorligt syg, men uden egentlig at mærke noget til det, underligt nok. Det jeg har mærket er jo blevet afføjet af læger, “det er bare stress…”…

Jeg har for over en måned siden haft en så omfattende og altædende infektion i kroppen, som har gjort at min krop nu er i hviletilstand. Min krop har simpelthen lukket ned, for så selv at kunne nedbryde infektionen, da den ingen hjælp fik i form af f.eks antibiotika. Vagtlægen der tilså mig ved de første “milde symptomer” (som jeg forklarede om i forrige indlæg) kunne ha’ opdaget at der var noget mere alvorligt igang i min krop, men valgte som alle andre at sende mig hjem med hjernevasket ro i maven og mærkatet stress i panden. Jeg er i chok, og alligevel ikke.

Det kommer ikke bag på mig, jeg iscenesatte en chok tilstand udadtil fordi det var forventet af en hvilken som helst anden person i min tilstand, der fik den melding, men jeg er blevet svigtet så meget af fagpersoner, at jeg er vant til at få de usædvanlige ting at vide, typisk også når alt er for sent.

Mine hårsække er blandt nogle af de ting som nu er i konstant hviletilstand, derfor taber jeg mit hår, mit gamle hår, så der er plads til det nye, nu hvor kroppen i teorien “genstarter sig selv”. En slags immunforsvars genoptræning. Jeg er derfor meget udsat pt, en mild forkølelse kan være rigtig slem og jeg lider af grim hovedpine, svimmelhed og har fortsat ingen appetit. Jeg er oppe på 11 tilskud af vitaminer dagligt og tvinger mig selv til at spise, hvilket er blevet til et stykke toast og en lille portion aftensmad med et glas cola dagligt, ikke noget jeg bliver stor og stærk af…. selv min skønne dreng Liam er efter mig – “kan du ikke li cola mere mor?”… forstår godt drengen er i chok når han er vant til at se sin mor bunde en halvanden liters cola flaske, hvis ikke mere, dagligt. Hvilket by the way er dybt ulækkert i know.

Jeg selv har haft en underlig tanke i dag, jeg savner at handle. Vi har undværet Liam i knap to uger og har derfor ikke haft det store forbrug, når der ikke skulle smøres to madpakker hver dag. Det kan mærkes, jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har været i Netto.

Nå men ja, jeg er syg, eller jeg har været syg eller?

Lægen på OUH hudafdelingen gjorde det meget klart for mig, at healingen i denne process starter først ved accept og jeg ved hvad han mener. Men jeg kan stadig ikke acceptere at jeg intet hår har. Jeg havde dagen efter først blogindlæg, tabt over 90% af mit hår og taber stadig noget, selvom der ikke er ret meget at tage af efterhånden. Jeg prøver virkelig at acceptere situationen, det gør jeg! Men det er vildt hårdt, come on det er bare hår tænker de fleste, og ja det er da også “bare” hår, men jeg er ikke kun blevet ramt på mit hår. Håret der er tabt er voldsomt for mig, meget voldsomt, fordi jeg kan ikke undgå at se det og blive konfronteret med det dagligt. Men jeg har samtidig følt at jeg slet er i min egen krop, jeg føler min kæreste er kærester med en anden, så jeg har trukket mig meget fra ham, jeg har ikke savnet Liam så meget som jeg før havde gjort, fordi jeg føler ikke jeg er hans mor, altså indeni jo men jeg føler ikke jeg ligner hans mor. Det er indviklet og lyder skørt og jeg har kæmpet meget med det siden de første symptomer kom.

Det hele har taget så hårdt på min psyke, at jeg ved det ikke kun er min krop der skal starte forfra, men også hele min personlighed skal genopbygges. Jeg føler jeg har en lille plads, et lille hjørne inde i den her skal hvor en anden person bor. Det er en surrealistisk og meget ubehagelig følelse og jeg har lagt så meget vægt på at håret røg af, at jeg ikke så helheden af hvad der egentlig var sket af skader på mig som person.

Jeg havde meget tidligt i forløbet med udslættet en syg tanke, hvor jeg så mig selv lyne ned på min ryg og træde ud af den hud jeg ikke følte var min mere. Jeg kunne forstille mig den slags hele tiden uden at det var en tvungen tanke, det kom pludseligt og var mere en følelse af at det var præcis sådan det var, altså det var virkelighed. Jeg ved nu at det kom fordi jeg tabte mig selv og i forhold til at det er sket på så få uger, så er det dybt skræmmende hvad den slags kan gøre ved ens psyke.

Jeg indrømmer blankt at lige inden de første symptomer kom og jeg kæmpede mig igennem drømmepraktikken, så var jeg så drænet på mit overskud at min borderline og angst havde en del magt over mig, jeg var glad men nem at vælte. At jeg bliver ramt på helbredet oveni det er det værste der kunne ske. Jeg var ikke mentalt forberedt på et sådan forløb, men hvem er lige det? Hvornår er man nogensinde psykisk klar til at tage kampen op mod sygdom?

Det er først nu hvor jeg ser tilbage til før symptomerne kom, at jeg ser at jeg faktisk ikke havde det godt, men løj voldsomt for mig selv for at kunne klare praktikken. Det gik egentlig også godt nok for mig, men sygdommen væltede mig, havde det ikke været den havde det været noget andet. Jeg kender mig selv godt nok til at vide at ingen positiv følelse i mig varer for evigt, så måske er det meget godt at det der væltede mig, den alvorlige del af det, den opdagede jeg ikke. Jeg accepterede dommen med stress og sagde undskyld til min krop. Selvom det ikke var realiteten, så tror jeg virkelig det gav mig noget, det var godt det skete sådan.

Jeg har ikke gjort noget forkert, jeg er dybt uheldig, det ved jeg godt. Jeg har været igennem mere på mine små 25 år end de fleste omkring mig overhovedet kan forestille sig. Jeg hæver mig ikke over andre og det er ikke synd for mig, synes jeg selv i hvert fald, men jeg er et godt eksempel på et menneske der har haft mange forskellige traumer inden på livet. Det hører jeg også dagligt, i en positiv tone… “du er stærk!” “du klarer det så godt” “kæmpe respekt” osv. Det er dejligt, uden tvivl! Og jeg er dybt beæret og taknemmelig. Hvis jeg skal være en rollemodel, gennemgå traumer i tide og utide for at kunne dele min historie med andre og derved hjælpe dem, jamen så gør jeg det. Jeg har indset jeg nok aldrig får et helt “normalt” insta liv, jeg kan ikke og engang fake et, så nu vil jeg holde op med at stræbe efter et. Facaden har længe været at lave det uperfekte til det perfekte, men det kan jo ikke skjules, jeg har for mange følelser og tanker til at kunne skjule noget som helst, det har de fleste opdaget.

Jeg vil hellere omfavne det satans liv og så bruge det til min og måske andres fordel. Så føler jeg at jeg endelig kan bidrage med noget på trods af modstand.

Indenfor 3-6 måneder vil jeg kunne se en forbedring på min krop og lægen har lovet mig at jeg får mit hår tilbage. Jeg trænger alligevel til en frisk start og jeg synes at min krop fortjener det efter alle de års bekymringer, stress, sygdom, slag og nederlag.

Forberedelser til mit nye liv som Kali 2.0 er påbegyndt…

-KC