Ny kamp, ny blog… Jeg er syg

Jeg har længe tænkt på at starte en ny blog, jeg havde svært ved at skulle starte op igen da overskuddet ikke er størst, men det var nødvendigt. Specielt nu hvor jeg er havnet i en situation hvor min krop lukker ned. Jeg har som mange ved altid kæmpet kampe med ting, der var ude af mine hænder, jeg har altid haft et skrøbeligt sind og kæmpet med at leve et “normalt” liv med de udfordringer jeg nu havde. Jeg er særligt sensitiv i min personlighed, oveni det har jeg en personlighedsforstyrrelse der hedder borderline, der bliver altså rusket i min meget sarte personlighed og det er utrolig hårdt at skulle leve med, det ved mange mennesker desværre lige så godt som jeg.

Jeg startede i praktik ved transportfirmaet Bruun & Nielsen i august, det ligger i Ejby, altså 45 minutter fra min bopæl i Ørbæk. Jeg havde fra starten så meget optimisme og positivitet omkring det hele, nu skulle det bare lykkedes og det var noget jeg holdte meget af så selvfølgelig skulle det nok gå helt fint.

Det gik godt, rigtig godt, blev faktisk overrasket over mig selv flere gange i de uger det varede. Jeg troede at det at skulle stå op kl 5 om morgenen ville være det der kunne blive et problem, det gik egentlig fint, min psyke havde det fint og min borderline tilpassede sig så godt den kunne, den accepterede på en måde at den blev sat i baggrunden. Jeg var super lettet, jeg havde fundet noget der virkede for mig! Det er jo det bedste der er sket for mig udover at ha fået Liam selvfølgelig.

Liam fik en barnepige, jeg kom ofte sent hjem så det var påkrævet, men han tog det hele så pænt! Og der er da ikke noget sejere end at kunne sige “min mor kører lastbil på arbejdet”… min søn var stolt af mig og det kan jeg stadig blive helt rørt over. Det er den vildeste følelse.

Jeg begyndte pludselig at blive meget træt, redbull og andet kunne ikke hjælpe som det plejede, jeg fik nogle fraværsdage men både firmaet, jobcenteret og jeg selv var stadig optimistiske og tænkte det bare var en fase. Jeg kom trods alt fra at ha gået hjemme i flere år og nu kørte jeg pludselig hårdt på fra kl 5-6 om morgenen til omkring 16-17 tre dage i ugen.

Efter knap 3 måneder fik jeg en aften pludselig massiv kløe i hovedbunden, jeg fik hævelser samme sted og var meget øm i huden bag ørene og i nakken. Mine lymfekirtler hævede voldsomt op på under en time en aften og vi hastede til vagtlægen da jeg vitterligt frygtede det værste, havde jo aldrig set den slags før. Vagtlægen fik mine nerver på ret køl igen, mit infektionstal var ikke for højt og jeg blev sendt hjem.

Samme aften fik jeg knopper/blærer mellem fingrene og dagen efter var det spredt til 60% af min krop. I de følgende 14 dage fortsatte udslættet med at sprede sig. Jeg kunne ikke gå, køre bil eller bruge mine fingre. Når jeg gik i bad måtte jeg bade i koldt vand for at kunne holde det ud, alligevel brændte min hud konstant, det føltes fuldstændig som om der stod flammer op af armene og benene på mig. Det var ulideligt, jeg kunne ikke sove, ingen kunne røre ved mig, det har kostet mig en formue i cremer, salver og antihistaminer. Jeg var udkørt, og jeg vidste min hud var ødelagt, den ville aldrig blive den samme igen. Den psykiske process var for mig voldsomt hår, det var nu synlige tegn på at min krop led og jeg havde ignoreret den alt for længe. Lægerne mente det var stress, stress oveni atopisk hud, som er børneeksem man aldrig er vokset fra og derfor har ekstremt sart hud, ikke en chokerende melding for mig egentlig. Både egen læge og vagtlæger mente at tid og ro ville fjerne det hurtigt. Praktikken stoppede akut, jeg havde blod i afføringen, pletblødte, jeg mistede min appetit, fik grimme humørsvingninger og jeg knækkede sammen i gråd flere gange om dagen.

Nu står jeg her, omkring 5 dage efter at udslættet lagde en betydelig dæmper på sig selv og det hele blev udskiftet med massivt hårtab. Jeg har på 5 dage tabt over 80% af mit hår.

Psykisk kan jeg ikke mere nu. Og så lige mit hår… mit hår har i hele mit liv altid været det der har været det tykkeste og sundeste på mig, hvilket er en sjældenhed med mit helbred og mine forsvarssystemer i kroppen.

I går var jeg hos lægen for 20.000 gang føler jeg, jeg havde min mentor med som heldigvis slog i bordet og fik gjort det klart for lægen, at de altså måtte gøre noget nu. Jeg blev sygemeldt, fra at gå hjemme, hvilket jo giver mig rigtig meget (ironi kan forekomme…). Lægen ville få fat i en hudlæge som kunne tage mig ind akut og så ringe til mig i dag. Hun fandt ikke en der kunne tage mig ind, de havde tidligst tid på mandag så i stedet kontaktede hun OUH hudafdelingen som kunne få mig ind kl 11:20 i morgen. Nu sker der endelig noget! Jeg smilte og græd i telefonen da hun ringede med nyheden. At det betød så meget nu efter en måneds kamp med symptomer, det var overvældende. Jeg er jo mest af alt bange for det ukendte, jeg har aldrig prøvet det før. Allergi reaktioner er jeg jo vant til, men slet ikke i det omfang og det med håret, det er ja, det værste der nu kunne ske.

Psykisk har jeg nok givet op, jeg startede med at gå i panik men selv overskuddet til dét var ikke-eksisterende.

Jeg frygter en længerevarende sygdomsforløb, jeg frygter at skulle udsætte mit liv i længere tid, jeg frygter jeg ikke har overskud som mor og kæreste. Mest af alt frygter jeg at jeg aldrig får et svar på hvad det er… og derved ikke kan komme i behandling.

Jeg kan ikke holde ud af være i min egen krop pt. Jeg spiser en masse vitaminer hver dag, alt der er i kontakt med mig er dyrt og allergivenligt. Jeg har selv gjort alt nu, nu er det op til lægerne og jeg har brugt lang tid på bare at få dem til at indse alvoren.

Det er ikke slut her og forløbet indtil nu kickstartede min nye blog, jeg har et stort behov for at dele min frustration, skræftanker og forløb generelt med nogen. Jeg kan ikke bære det alene nu hvor jeg også kan se hvilke konsekvenser det har haft for min krop.

Det blev startskudet. Nogle af jer kender mig, igennem min gamle blog herinde og via min kanal (Life of KC) på youtube, andre gør ikke.

Tak fordi i læste med…!

(Advarsel stærke billeder i bunden)