Kan jeg være en god forælder?

Ja det hele skal heller ikke handle om sygdom herinde, det var ikke pointen med bloggen. Hvilket jeg nu også tror i som læsere er meget glade for, elendighed klær’ ingen, slet ikke mig som forælder.

Men kan man overhovedet være en god forælder, når man selv har oplevet svigt fra sine forældre, både i sin barndom men i den grad også senere i livet.

Min far og mor ønskede mig inderligt, de brugte nogle år på at få mig, hvilket var heldigt nok. Jeg tror vitterligt ingen af dem var klar til forælderlivet med et lille barn, lortebleer, gylp og ingen alene og/eller hobby tid.
Min mor omstillede sig hurtigt da jeg endelig kom, heldigt nok for mig, min far not so much… Jeg bærer ikke nag, kun over det faktum at jeg føler at jeg er lavet for at redde deres forhold, barn eller ingenting, det er jo ikke sikkert det var sådan det var, men jeg har det indtryk. Det har naget mig længe, så selvom jeg er overdrevet glad for at være til, så kan jeg godt tænke tanken at det havde da været bedst hvis jeg var kommet til hos to der virkelig ville det, altså ville livet med barn, og ikke bare gjorde det fordi de frygtede at gå hver til sidst.

Det skete jo alligevel… efter to børn blev de skilt. Min far havde været utro i lang tid med den samme kvinde, som han så valgte at flytte sammen med, sågar blev gift med. Min lillesøster og jeg fik to nye søskende, den nye kones børn fra tidligere forhold, og nu skulle vi være delebørn der boede på vores fars gård på fyn hveranden weekend, og nååår ja, også når han kom til at tage os i børnehaven selvom det ikke var hans weekend. Når jeg tænker over det i dag så lyder det ikke normalt nej, men følelsen jeg havde omkring det dengang og stadig kan få når jeg tænker tilbage, er at for os så var det bare vores liv, det vi kendte til, i hvert fald sådan det fungerede i mit hovede.

Min søster er to og et halvt år yngre end mig, så hun husker slet ikke de samme ting, slet ikke nok og forståelsen havde hun ikke på samme måde. Hun kan ikke sætte brikkerne sammen i dag på samme måde som jeg kan, kun udfra de ting hun får fortalt. Jeg har også mange sorte huller i min hukommelse, men hvis min mor, bedsteforældre eller andre fortæller mig hvad der skete og forsøger at udfylde mine sorte huller, så ved jeg instinktivt hvad der er rigtigt og hvad der er forkert.

Min far var ikke en dårlig far, slet ikke! Det understreger jeg altid når det handler om lige netop det her emne. Han var bare ikke klar, og selvom min mor blev en mor da jeg kom, så tror jeg altså heller ikke helt at hun var klar. Det kan hun bilde mig ind her fra og til månen, men jeg har min egen opfattelse af hvad der skete, og jeg tror ikke den er helt ved siden af, når man tænker på hvordan det så ud udadtil.

For at toppe det negative lys der allerede var skabt, så døde min far på sit arbejde da jeg var 7 år. Han var lokofører ved DSB og hans tog kørte sammen med et andet tog, fordi der var en fejl på sporene som de ikke nåede at reagerer på, angiveligt.

Jeg fik i løbet af mine teen år et meget turbulent forhold til min mor, som jeg stadig har det voldsomt anstrengt med. Vi kan snakke sammen, til tider i hvert fald, og jeg ønsker intet andet da min søns forhold til hans mormor, ikke skal lide under mit valg om at holde hende på afstand fra mine følelser.
Min mor viser sig som en bekymret mor pt, på grund af mit sygdomsforløb, hvilket er rart nok men det tør jeg ikke at sige, slet ikke til hende. Så viser jeg en form for svaghed, føler jeg og så går det galt igen.

Nå, men hvor kommer mine forældreevner ind i billedet? Lige her faktisk.

Hvordan kan jeg være en god forælder for mit barn når jeg helt sikkert er blevet mærket af min barndom og måske endnu mere efterfølgende. Jeg har altid haft en idé om hvad jeg ville gøre og hvad jeg i hvert fald ikke ville gøre, men er det nok?
Kan jeg som mærket individ (jeg hader det ord, altså ‘mærket’, men det giver ligesom sætningen det den kræver for at få fuld forståelse) være en god rollemodel for et barn og give det nødvendige omsorg fra mig, besidder jeg evnerne eller skal det indlæres, og kan det overhovedet læres?

Altså jeg har en idé om min måde at være mor på, jeg mener jo at jeg gør mit bedste og Liam får ingen bedre mor end mig. Men tankerne fyldt med tvivl kommer da helt automatisk, når det går op for mig at meget af det jeg selv har været igennem, slet ikke har været eller er okay.

Jeg er ikke ked af mit liv, overhovedet, jeg elsker at jeg har en så omfattende livserfaring så tidligt i mit liv. Jeg er utrolig velformuleret (synes jeg selv) og jeg har så meget selvindsigt at jeg fungerer som min egen psykolog og til tider andres, helt uden de opdager det eller at det var meningen. Jeg kender ‘mennesket’, det kan jeg godt lide, jeg ved hvad der er rigtig og forkert, jeg besidder almen pli og høflighed, men jeg er hudløst ærlig og går efter udtrykket ‘alt med måde’, på alle punkter – desværre også da det kom til rygning og cola, førstnævnte er dog ude af verden for nylig, #stoltafmigselv…
Det handler altid om formuleringen!

De egenskaber jeg har, vil jeg da helt sikkert også ha at Liam får, han skal bare ikke få dem på samme måde som jeg gjorde. Det er forskellen og det er det jeg arbejder med, i forhold til min opdragelse.

Og så tager vi lige et øjeblik, scroller op og kigger på den smukke unge jeg har lavet, han er da for dejlig! 😉

-KC