Parforhold + sygdom – hvordan tackler man det? | Familie

Jeg har meget svært ved at være i mig selv, for jeg kan ikke kende min egen krop. Jeg kan stadig blive helt forskrækket over mit eget spejlbillede. Så hvordan har min søde kæreste Nicolaj det ikke lige. Hvis jeg hver dag skulle se på at en jeg elsker er syg, og oveni har det super svært med det indeni, men man kan intet gøre for at hjælpe personen, så ville jeg blive vanvittig. Jeg ligner ikke den pige han mødte for kort tid siden, den han forelskede sig i. Jeg forstår virkelig godt at han har svært ved at tackle det.

Jeg har i starten haft svært ved overhovedet at være hans kæreste. Det var en blanding af at jeg syntes han fortjente bedre, end en person med blister og udslæt over freaking hele kroppen, og så det at han blev snydt for den der forelskelses-fase i starten af forholdet. Vi har stadig ikke haft den fase, vi blev officielt kærester den 29. august og der gik en uge så kom de første symptomer og derefter kom der jo bare nye til ugentligt (i kan læse om starten af sygdomsforløbet og om mine symptomer her).

Inde i mit hovede tænker jeg stadig hver dag, at Nicolaj fortjener bedre end det her, ikke bedre end mig, men bedre end det her forløb og livet med en syg person. Han fortjener ikke den bekymring. Jeg har fra starten følt og sagt at jeg skylder ham, jeg ved godt at sådan skal jeg ikke sige, jeg kan jo ikke gøre for det og jeg skylder ham jo intet. Men jeg har dårlig samvittighed over min situation, som jeg slet ikke selv er herre over. Føler mig voldsomt utilstrækkelig. Og hvis jeg ikke finder mig selv feminin, kvindelig, sexet og helt Kali-agtig mere, hvordan kan jeg så være den pige han forelskede sig i?

Nicolaj siger nærmest til mig dagligt at han elsker mig selvom jeg er skaldet, han har vænnet sig til det og har intet imod det. Udseendes mæssigt troede jeg at det ville blive svært for ham at tackle, men realiteten er at det blev hårdt for mig at tackle mit udseende, det har ødelagt mig indeni, psykisk, og det er det Nicolaj ikke kan håndtere. Han savner min personlighed og er fuldstændig ligeglad med mit udseende for at sige det pænt. Han er nok bare mere typen der mener jeg selv skal være tilfreds. Når det kommer til hvordan jeg ser ud, min krigsmaling og mit tøj er han nærmest ligeglad, men min personlighed, den han faldt for, den må jeg ikke lave om på eller miste, og slet ikke miste til sygdom, der sætter han grænsen. Han har taget det pænt og støttet mig alt det han kan, men jeg kan tydeligt mærke og høre på ham at nu er han ved at få nok. Han bliver sur over at jeg lader mig påvirke på min personlighed, og jeg har ikke tænkt over det før. Jeg har fokuseret så meget på mit udseende og ”ej hvad vil han ikke sige?!”, det er et nyt forhold og jeg har frygtet at han ville smutte hvert øjeblik på grund af noget så dumt som mit hår der faldt af…
Jeg har stresset sådan over det og kørt mig selv så langt ud, at jeg ikke så at jeg tabte mig selv undervejs, og det vigtigste jeg havde tilbage jeg aldrig kunne miste var min personlighed.

Jeg glemte hvorfor Nicolaj kunne li mig. Han er jo ikke blevet kærester med mig på grund af mit hår…
Og det er den største fejl jeg har lavet i det her forløb, jeg troede at min kæreste elskede mig på grund af mit udseende. Nu kommer samvittigheden igen, specielt fordi at imens jeg skriver det her, ligger min skønne mand ved siden af mig og sover (skrev i nat da følelserne tog over) og jeg har bare lyst til at vække ham og undskylde, han ville ikke fatte en hat af noget alligevel.

Jeg synes min kæreste er den sejeste kæreste der findes, helt uden at være pladder agtig, for det er han virkelig! <3
Han arbejder som lastbilchauffør lærling, hvor han kører DSV fragtkørsel. Han står op mellem kl 5-6 om morgenen og kommer hjemme mellem kl 17-19 om aftenen, derudover arbejder han i gennemsnit tre weekender i måneden også, hvor han så hun har halvandet døgns weekend, før ugen starter forfra. Han er meget lidt hjemme og alligevel så gør han hele køkkenet rent hver aften efter aftensmaden, spiller kort med mig eller ser en film eller tre inden vi går i seng, han falder som regel i søvn på sofaen mellem kl 21-22 og skal tvinges i seng. Han leger med Liam og han ser mig i øjnene hver dag og kysser mig både farvel om morgenen og godnat om aftenen, han har masser af overskud på trods af at han knokler røven ud af bukserne og aldrig har fri. Han er fantastisk!
Nicolaj er virkelig min klippe, jeg sagde fra starten og siger stadig at jeg ikke tror på, at jeg havde klaret det her sygdom uden ham, jeg tror det var meningen at jeg skulle finde ham lige inden symptomerne startede.

Nicolaj giver mig ro og mulighed for at gøre ting for mig selv, han lader mig tude 80 gange på samme dag over at jeg savner mit hår, han overværer mine borderline flip og griner MED mig bagefter når jeg har fået lov til selv at opdage at jeg var åndsvag i øjeblikket.
Han giver mig plads til at smide alt ud han elsker i køleskabet og finde økologiske udgaver, som (ifølge ham) slet ikke er lige så gode, han børster tænder med en bambus tandbørste, fordi.. ja det bestemte jeg han skulle nu hvor vi andre har en (bæredygtighed kan vi li’). Han har skåret ned for sin rygning, som han ellers havde svoret der aldrig skulle pilles ved.
Han lader mig ha krystaller liggende alle vegne selvom han synes det er dybt fjollet.
Han lader mig bare gøre det jeg har brug for, for selv at kunne kaperer min situation.
Han støtter mig i alle nye fikse idéer jeg får, fordi han ved jeg har brug for at kunne gøre NOGET.

Og så er han en fantastisk papfar for Liam, jeg kunne ikke ønske mig en bedre person til at hjælpe med at opdrage min dreng. Mest fordi jeg faktisk lærer meget af Nicolaj. Jeg ved hvad jeg vil ha at Liam har med sig af værdier i livet, men jeg har ikke haft overskud eller metoden til at udføre det. Nicolaj prøver sig frem og det virker, noget jeg ikke har turdet da jeg var bange for at få et helt umuligt barn, som måske ikke forstod mig, eller jeg har nok mest af alt bare været usikker i min evne som forælder, under mit sygdomsforløb.

Jeg havde den idé om at Liam nu havde en syg mor, og Liam lider altid under alt det jeg fejler eller kommer ud for, han skulle ikke straffes igen… så jeg har været for sød og slækket på rutiner og regler. Det har virkelig givet et knæk på vores mor-søn bånd, men efter at Nicolaj er begyndt at kunne være en rollemodel for Liam og være tættere på ham end kun som ”mors nye ven”, så har vi fået vores bånd tilbage. Respekten er kommet tilbage mellem os alle herhjemme og det er virkelig rart!

Men det har virkelig krævet meget, mest af Nicolaj, som er blevet kastet ud i det hele, et forhold, sygdom, at være forældre og huslige pligter oveni tonsvis af arbejde og familie ved siden af der også gerne vil se ham, og nu os. Det har virkelig ikke været nemt og det tager stadig hårdt.

Jeg troede ikke et menneske kunne rumme så meget uden at blive mærket af det, men det at Nicolaj er den han er for os, viser bare hvor meget han vil livet med os. Specielt med mig, som jo egentlig skraber alle udfordringerne til mig uden at det er med vilje.