Vente vente vente…

Jeg kan godt mærke at det med at skulle vente indtil den 10. januar på svaret fra biopsierne, det går mig på… eller ja det er egentlig en enorm underdrivelse. Psykisk kan jeg slet ikke hænge sammen på grund af det. Kan vi ikke bare få det overstået? jeg selv er jo ikke i tvivl med de mønstre jeg ser på min krop, den måde mit hår gror på den, de skaldede pletter andre steder på kroppen og helt manglende hår nogle steder. Først var jeg meget optimistisk og kunne se de nye hår komme ud, ligesom de første hår på en nyfødt, super fine og lyse. Sådan var/er mine, men selve processen med at de vokser stoppede så også brat igen. Der sker absolut intet…

Liam er svingende syg med feber, hvilket også er typisk, jeg stresser over vores økonomi, vores jul, som jeg bare synes vi fortjener mere end noget andet nu! Jeg har meget svært ved at se hvordan det her skal gå fremover, skal bekymringen og den evige altædende stress være hos os resten af livet, eller i hvert fald resten af livet med mig? Mine mænd fortjener bedre, det ved jeg.

I mit hovede roder det, sådan rigtig roder, jeg er super forvirret og når jeg skal visualiserer det, så forestiller jeg mig tusind tanker som flyver rundt og jeg kan ikke nå dem. De er stresset, flyver hurtigt og vælter ind i hinanden. Og så råber de… så højt at man ikke kan høre dem.
Jeg har længe gået og ventet på at tingene ændrede sig, fordi jeg hurtigt kunne mærke det ikke var mig der skulle ændre noget, men at der var noget der var nød til at ske før jeg kunne komme videre og tage fat i tingene systematisk.
Jeg ved ikke om det er svaret på prøverne jeg venter på, måske, men hvad nu hvis det ikke er… hvis forvirringen ikke går væk og accepten ikke kommer når jeg har fået svaret. Det er jo egentlig nok det der bekymrer mig.
For skal jeg være helt ærlig så ved jeg jo godt hvad prøverne viser, jeg er 110% sikker, jeg har været sikker selv inden de kastede diagnosen på bordet. Jeg håbede bare så meget på at den første dom de gav mig var den sande, da den var mere overkommelig og udsigten til at få mit hår tilbage var berolignende og overskuelig. Læs om første sygehus besøg og lægernes første dom HER.

Jeg burde kunne acceptere forandringerne på min krop nu, for jeg kan se hvad der sker, og hvad der IKKE sker… men alligevel så kommer accepten ikke. Jeg forstår faktisk ikke helt hvorfor. Måske holder jeg stadig fast i håbet om den første dom. Måske frygter jeg det er noget helt tredje… jeg ved det virkelig ikke og jeg sidder vitterligt fast nu og kan ikke komme videre. Med mit liv, mine tanker, noget som helst.

Jeg har super svært ved at nyde december måned, som jeg eller i år havde glædet mig voldsomt til da jeg har Liam hjemme til jul i år. Vi skulle julehygge på den der overdrevne platte måde hele december, men mit overskud er = 0.

Jeg har gode ting i mit liv, jeg smiler stadig hver dag, men en depression er nu konstateret og egen læge, sygehuset og alle omkring mig mener jeg skal søge professionel hjælp til den psykiske den af det her sygdomsforløb. Jeg rakte faktisk ud og tog imod det selvom psykologer aldrig har været min kop te.
Det ender så med at gå i vasken fordi jeg skal betale 300-400 kr pr. gang selv selvom jeg vil kunne få tilskud. Så det at økonomien nu også skal smadre min mulighed for at få hele mig igennem den her process uden de vildeste traumer, det er bare ja UNFAIR! Jeg er så ked af det over det. Jeg vil bare være mig igen, og kan jeg ikke være det, jamen så vil jeg lære at håndtere det her vanvid og lære at elske den jeg så har tilbage (som jeg overhovedet ikke kan kende skyggen af).

Jeg er kommet dertil nu hvor jeg hver dag, flere gange om dagen tænker “hvad har jeg gjort for at fortjene det her?” jeg har været forfulgt af uheld, sygdom og traumastiske oplevelser igennem hele mit liv.
Holder det aldrig op?! Får jeg ikke og engang en pause så jeg lige kan nå at opdage at jeg har et liv med en normal proces med job, børn, hjem, kærlighed, familie…
Hvorfor må de ting ikke være primære ting i mit liv, hvorfor skal sygdom, psykiske diagnoser, depressioner, stress, angst, manglen på penge og truet overlevelse være hele meningen med at jeg er her?

Jeg kan ikke mere.

Når jeg får det svar i januar har jeg brug for at få kortlagt resten af mit liv, det forlanger jeg faktisk at få. Jeg vil ha af vide hvad jeg skal resten af mit liv, hvad jeg kan, og så er det sådan det er, der skal ikke ske andet. Det må gerne være et lorteliv, men det er slut med uforudsete ting der påvirker mig så slemt at jeg hveranden dag føler jeg får et hjerteanfald med alle de smerter i brystkassen. Min krop kan ikke mere nu, og mine 25 år i verden føles som 134.

Nu vil jeg gerne bare ha ro og ha lov til at være her…

-KC