Ved Liam at jeg er syg?

Nu har jeg altid været typen der var forfulgt af uheld. Det blev lidt en tvungen livstil fra barndommen til mine sene teen år. Men da jeg fik Liam så havde jeg en idé om at heldet ville vende, jeg var faktisk ikke i tvivl om at det ville være helt anerledes fremover. Jeg fik slet ikke ret, efter Liam er blevet født er uheldet blevet meget møntet på mit helbred. Det har haft en så omfattende påvirkning på vores hverdag og begges psyke, at det tager hårdt på båndet mellem Liam og jeg.

Det har faktisk tit været meget svært for mig at jeg var den primære omsorgsperson for Liam, jeg har haft det svært med at han var mest afhængig af mig, fordi hvis der nogensinde skulle ske mig noget så ville tabet for ham være enormt og det kunne jeg slet ikke bære. Jeg er hans mor og kan slet ikke forestille mig et liv uden ham, så båndet er der jo selvfølgelig, vi er tætte og har noget virkelig specielt sammen, det er jo bare ham og jeg mod resten af verden. Men jeg har haft en klump i halsen over det, ikke fordi jeg ikke vil, for jeg er den bedste mor for Liam og elsker den dreng ubetinget, uden tvivl! Jeg ville bare gerne kunne give Liam en “helt normal mor”, hvilket lyder “dybt plat”, for “ingen er normale” og jeg “gør det fint” og alt det der de fornuftige mennesker siger… men alligevel, han fortjener bare endnu mere. Det tænker man vel altid ligemeget hvor godt det går.

Denne gang, med det der sker med mig pt og er sket de sidste uger, ved Liam nok mere om end hvad curling og pakke-ind-i-vat-forældre ville fortælle deres børn. Det der ligger i det er at jeg ikke vil digte om alvorlige og virkelige ting i livet, overfor et barn som kan komme ud for de samme ting senere i hans liv. Jeg mener at han skal ha et realistisk, men ikke-drabeligt billede af verden og hvordan tingene hænger sammen. Så når jeg er syg, jamen så er jeg syg, når jeg taber mit hår så er det på grund af en sygdom, det er ikke Liams skyld, det er ikke nogens skyld, men den slags findes og det kan ske for alle. Det er forfærdeligt og man skal derfor passe på sig selv, det skal mit barn forstå.

Jeg forklarer Liam så godt jeg kan om de ting med infektionen i min krop, mine organer og ting der har taget skade, at mit hår falder af fordi kroppen er i en hviletilstand osv., men jeg siger det på et sprog han forstår uden at blande magiske trolde og underlige Disney grunde ind i billedet, for at gøre det sjovt, eller spændende på en positiv måde. Og jeg siger det kun til ham hvis han spørger, f.eks hvis jeg er nød til at ligge mig eller pludselig får det dårligt, og sætter ord på grunden til symptomerne hvis han reagerer med angst ved synet af f.eks mit hårtab.

Det er ikke positivt for Liam, det er da dybt traumatisk for ham at hans mor pludseligt taber sit hår og er meget skidt hele tiden, det påvirker ham mindst lige så meget som det påvirker mig. Og det skal vi kunne snakke om, han skal kunne sige at han er bange, ked af det, sur eller hvad der falder ham ind under det her forløb. Liam skal kunne spørge ind til det og få et reelt svar som ikke distraherer ham for at skåne ham. Der er ting børn selvfølgelig ikke skal høre, det er klart, men jeg mener at de skal vide at kroppen er super vigtig at passe på og holde øje med.

Jeg har selv som barn aldrig lært meget om sygdomme og infektioner, jeg var en kæmpe hypokonder. Havde jeg en plet så skulle jeg dø, det var jeg sikker på… lige indtil min mor tørrede den chokolade plet af min arm, så kunne jeg køre mig selv helt ud i hyperventilation og grædende angst.

Liam er nysgerrig , meget lyttende og forstående, han har den sidste uge været meget tæt på mig uden at være mor-pylret. Han vil mysse, kramme og putte rigtig meget, det har aldrig været så tydeligt før medmindre han var syg selv eller meget træt. Jeg elsker det, at min dreng har et behov for at være så tæt med mig pt, det er endnu mere givende nu hvor jeg er syg og jeg ved at Liam har et stort behov for at se at jeg stadig er mig, inde bag pletskaldetheden, de lidt døde øjne og trætheden.

Jeg ved reaktionen kommer af at jeg er syg. Men reaktionen er sund. Børnehaven og familie omkring os, havde kigget skævt til det hvis han slet ikke havde reageret.

Jeg er SÅ stolt af min milde, smukke og høflige dreng som er så opmærksom på andre mennesker og tager tingene i stiv arm. Han er særligt sensitiv, men hans nysgerrighed tager ofte over og ligger den vante angst i baggrunden. Den nysgerrighed kommer af at han ved at inden spørgsmål er dumme og at hans mor ikke fortæller ham en røverhistorie, når han spørger ind til ting der påvirker ham (:

-KC