Stærke følelser omkring mor-skab 👩‍👧‍👦

Jeg ELSKER søndage for tiden, det betyder skiftedag og derved en ny milepæl i graviditeten med lillesøster er nået 💜
– 33 uger rundede vi så i søndags og nu gider jeg ærligt ikke mere. Det er blevet betydeligt lettere fysisk, da babyhulen er sunket en del, men det har så givet ro og overskud til at tænke på hvad der reelt kommer ud af alt det her. Don’t get me wrong jeg har glædet mig ufatteligt længe på trods af gener, men nu er der virkelig ro til så igen at blive gearet helt op i tankerne, hallo der kommer en baby lige om snart, hvor vildt er det ikke lige!
Jeg er så spændt! Det bliver uden tvivl hårdt at være alene med to børn, hus, hund og forhåbentlig en masse praktik og afklaring omkring min fremtid, efter min tiltrængte barsel i ren baby bobbel, men jeg glæder mig for vildt til alt det, nye rutiner, ansvaret, hverdagen, hele vores liv sammen alle sammen. Jeg kan nogle gange stoppe op og give los hormonmæssigt, fordi jeg slet ikke kan rumme al den kærlighed, det virker overvældende men alligevel helt naturligt.

Jeg er slet ikke i tvivl om at det her nok skal gå helt fint, om baby K så ender med kolik, astmatisk bronkitis som min lillesøster, eller tarm problemer og mellemøresbetændelse som Liam, så er jeg fortrøstningsfuld, det hører med og det første år er uden tvivl det hårdeste, jeg forventer bestemt ikke andet.

Der hvor mine egne skræktanker har vandret hen, naturligt nok kan jeg forstå på mange flergangs mødre, det er omkring det at skulle dele min kærlighed mellem to, opmærksomhed skal de ligeligt have og kan jeg give dem det. Jeg vil komme til at føle mig dybt utilstrækkelig til tider uden tvivl, men alle omkring mig og som jeg selv rækker ud til der har prøvet det, prøver ihærdigt at overbevise mig om at det er helt naturligt, jeg skal lære at lytte og ikke kun høre.
Den der med at tvivle på mig selv springer tilbage til det med selvtilliden efter sygdommen, jeg har altid kæmpet svingede med min selvtillid, men den var aldrig helt i bund… det kom den efter jeg fik Alopecia (en autoimmun sygdom der gik i udbrud for lidt over et år siden, har skrevet en del om sygdoms forløbet her på bloggen, første indlæg inden jeg fik diagnosen kan læses her http://lifeofkc.bloggersdelight.dk/2017/10/24/ny-kamp-ny-blog-jeg-er-syg/ ).

– Jeg skal lære og stole på mine egne evner, de er gode nok 💪🏻
Og jeg skal lære at række ud og tage imod hjælp når den bliver tilbudt.
‘Kan selv – vil selv’ metoden er fin nok, men når det ender med ‘kan ikke alligevel’ kan det potentielt gå ud over mine børn, der skal jeg lære at ligge stoltheden på hylden og give mere slip for deres skyld. Stole på at folk vil os det bedste og kun hjælper mig for at jeg selv kan komme den bedste vej videre i dét det nu omhandler.
Men det er vel ikke unormalt at ville klarer sig selv, slet ikke når man er mor. Man sætter børn i verden og tager det ansvar, så har man vel også underbevidst fravalgt andres hjælp, fordi man ved det er ens eget ansvar. Det bliver svært at åbne op igen for den mulighed, og personligt så ender den tanke så der hvor jeg slår mig selv i hovedet for overhovedet at sætte børn i verden, det bliver jo en ond cirkel.
Det er heldigvis ikke ofte at mine tanker ender der, men det er mine børn så det kommer tæt på og jeg føler nok lidt at jeg burde have de tanker nogle gange, fordi det reelt munder ud i om jeg kan tilsidesætte mine egne behov for mine børns behov.
Det vil jeg mene jeg kan, ellers havde jeg jo nok ikke haft Liam boende hos mig, men jeg frygter jeg måske ubevidst kommer til at holde fast i egne behov ved f.eks det med at være for stolt og ‘kan selv – vil selv’ typen der bor i mig, til at række ud når der er brug for det.
At se udover egen næsetip for andres skyld, det skal jeg være bedre til, jeg skal lære at jeg netop er en kanonje stærk mor hvis jeg faktisk kan række ud og tage imod hjælp 💜