Long time no see

Det her er lidt underligt for mig.
Jeg har skrevet på det her indlæg i knap to måneder.
Der er gået meget lang tid siden jeg skrev herinde sidst, og i dag gik det op for mig at sidst jeg skrev herinde, der havde jeg alt… jeg vidste det bare ikke, jeg nærmest benægtede det, det hele var forfærdeligt og sørgeligt og ååhh det var synd for mig.
Ja det var det…
Men det skulle aldrig ha overtaget min person som det gjorde. Det har ødelagt så meget i mit liv, at jeg i så lang tid havde hovedet langt oppe i min egen røv af ren selvmedlidenhed. Jeg kunne ikke se det. Jeg er inderligt ked af at jeg har ladet mig selv gå sådan til spilde, både overfor mig selv, men også overfor de mennesker omkring mig, der længe kæmpede mere for mig end jeg selv gjorde. Jeg gav op, og det havde jeg ingen ret til, undskyld.

Jeg har længe tænkt på at smide noget herind igen, men jeg havde ingen idé om hvor jeg skulle starte, tingene hobede sig pludseligt op og mit liv krævede fokus på en helt anden måde.
Da jeg troede jeg kunne trække vejret igen, vendte jeg 180 grader… jeg isolerede mig selv fuldstændig. Jeg ignorerede opkald og beskeder, fra alle.
Jeg bad direkte folk om at lade mig være hvis de netop ville undgå et koldt svar eller intet overhovedet.
Jeg følte en enorm trang til at være hjemme, helt alene. Gå og lade som om jeg ingen stemme havde, og til en grænse også være helt følelseskold og alligevel helt varm indeni. Jeg ville nyde nuet alene og ingen skulle dele det med mig, ikke huset, ikke Liam, ikke alle de nye ting der skete for mig, det skulle KUN være for mig.

Jeg har altid delt en masse ting, specielt på de sociale medier. Jeg er typen uden filter der dog besidder almen pli og høflighed.
Men jeg havde intet at sige, jeg kunne ikke klare at andre havde noget at sige, den der ”argh så gå dog væk” følelse havde jeg vitterligt med alle.
Efter nogle uger åbnede jeg dog op for tre personer og det er stadig dem jeg har primære kontakt til faktisk. Der er stadig mange, hvor jeg har brug for de slet ikke snakker til mig, og det lyder så ondt, det ved jeg. Jeg kan ikke gøre for det, jeg ved at de fleste stadig hænger på når jeg er klar og har overskud igen, men kan jeg vitterligt forlange det?

Et godt eksempel er min kammerat der for noget tid siden brød med sin kæreste, som jeg også kender. Han flyttede ud  af deres fælles hjem og i den forbindelse måtte han rykke fra Fyn til Sjælland fordi hans familie bor derovre.
Den her ven var der for mig dagligt i en svær periode i mit liv, de var der sådan set begge to men han var den jeg kunne ringe til kl 3 om natten og 20 gange om dagen og snakke om de samme ting. Han fortalte mig det samme og sagde aldrig at jeg var dum at høre på, jeg havde brug for konstant at snakke om det og han lyttede.
Så blev han single, rykkede til Sjælland, jeg var kommet i den her isolerings fase, jeg kunne pludselig slet ikke være der på samme måde, og i princippet skylder jeg ham det vel?
Jeg ved godt at man ikke kan stille det sådan op og han forstår mig og viser trods en hård tid selv, at han er der for mig når jeg er klar igen.
Men samvittigheden dræber mig, ikke kun den overfor ham, men overfor alle. Selv fremmede mennesker på facebook der spørger om ting eller bare vil netværke, jeg ignorerer.
Alarmselskabet Verisure ringer konstant til mig, min telefon skriger SPAM med store røde bogstaver når de ringer, for at sælge mig et eller andet fis jeg alligevel ikke har råd til, alligevel får jeg dårlig samvittighed over at jeg ikke tager den. Og nu ignorerer jeg den ikke og engang mere, jeg afviser den uden at tøve.

Jeg ved godt at den her fase jeg gennemgår i mit liv pt handler om ren overlevelse i psyken og det handler om at der på få måneder er sket voldsomt mange ting i mit liv, der gør jeg har brug for ro til at kunne stoppe op, få overblik og følge med herfra. Alt imens dagene bare glider fra mig og jeg føler mig voldsomt stresset over slet ikke at være med.
I dag gik det op for mig at november starter i morgen…
Jeg har fuldstændig glemt sommeren som føltes som tre dage, jeg har også haft fødselsdag og er blevet 26 år… fy føj da!
Jeg er gået glip af livet, først pga min sygdom der overtog mig, og så i et desperat forsøg på at indhente det tabte i stedet for bare at se fremad, så løber dagene endnu hurtigere.
Nu er jeg bevidst om det og jeg arbejder meget med det, men jeg får stadig setbacks hvor tiden der er gået overrumpler mig, det er også okay, så kan man mærke man lever.

Siden jeg sidst lagde noget op herinde er der sket meget. Til dig der ikke følger min facebook, instagram eller snapchat, men kun har læst denne blog, bered dig på et chok. Sæt dig ned og tag en dyb indånding før du læser videre.
Okay, måske er det bare mig selv der skal det, så here goes…

Jeg er blevet single, det var ikke mit valg og jeg mener stadig det valg var forkert, men jeg forstår hvorfor Nicolaj fik nok.
Ikke af mig som sådan, jeg er ikke i tvivl om at vi stadig elsker hinanden. Men vi var pressede på flere punkter i hver vores liv og min sygdom lod jeg fylde voldsomt midt i det hele, til en grænse hvor det var too much.
Liam og jeg er flyttet ud af vores sundhedsskadelige bolig og rykket i en villa i en ny by, dog stadig på sydfyn hvor jeg føler mig mest hjemme.
Jeg er begyndt at få hår like everywhere igen, så det er både dejligt og træls at skulle til at investerer i skrabere på ny, nu man lige havde fundet fordelene ved at rende rundt med en autoimmun sygdom.
Der er så også her et år efter begyndt at komme mange skaldede pletter igen. Men vi aner ikke om det er hormoner der påvirker sygdommen. Stress relateret er det i hvert fald helt sikkert.

Jeg har lidt glemt det vigtigste… jeg er gravid. Liam får en meget livlig og perfekt lillesøster til marts (eller før hvis det ender som sidst, nu må vi se). Jeg glæder mig SÅ meget det kan ikke beskrives!

Hvorfor den her graviditet lige er så vigtig for mig vil jeg forklarer i et andet indlæg de kommende dage, da jeg ved at mange slet ikke har opdaget hvilken rejse jeg har været på i forbindelse med min sygdom. Jeg fik en identitetskrise, jeg havde vitterligt nogle uger hvor jeg var i tvivl om hvilket køn jeg nu var.
Og det har jeg behov for at dele med jer <3

Den her blog tog en drejning jeg bestemt ikke havde set komme.
Den kom til at handle om alt det den netop ikke skulle, ligesom mit liv.
Der vil ske store ændringer og igen vil jeg udnytte det at blogge i min process. Men forskellen på de andre gange og denne gang, er at jeg ikke stikker halen mellem benene med de ting jeg er startet på og starter noget nyt op for at lade som om jeg starter på en frisk, jeg vender det jeg har til det jeg gerne vil ha.
Den her blog skulle være anderledes, det kommer den også til at blive.
Der vil stadig komme indlæg om min sygdom, men det bliver aldrig en blog om Alopecia som det ligner nu det er.
Der vil komme baby spam, følelser, opdragelse, eventuelle fif, mad og bolig hvis jeg føler for det.

Det vil være Kali.

Det her forvirrende, men meget følelsesladet indlæg vil jeg gerne dedikerer til en person.
Det virker så formelt og måske plat nu hvor det er en blog, men det er noget jeg har behov for.
Jeg lover aldrig at blive opslugt af elendighed, selvmedlidenhed og glemme de mennesker der kæmper for mig.

Tak fordi du var der, Nicolaj.

-KC