Hvornår lærer jeg at holde min kæft?

 

Man skal høre sandheden fra børn, fulde folk og hormonramte piger med menstruation…

Jeg har fået taget min hormonspiral ud for at give min krop en pause, efter alt det den har været igennem de sidste måneder. Det virkede som en god og overskuelig plan, og jeg frygtede egentlig kun underlivs kramperne når det var ‘den tid på måneden’. Jeg havde aldrig overvejet de voldsomme udsving i min psyke hvor hormonerne raser og gør mig til den grimmeste udgave af mig selv.
Det kommer bag på mig… sådan helt oprigtigt.

Jeg fik spiralen på grund af grimme smerter i underlivet og det har virkelig hjulpet, jeg har været smertefri i de år jeg har haft spiralen. Jeg har stadig haft mine hormon prægede udsving, men på det normale plan hvor man er lidt ekstra følsom og tror hele verden er imod en hvis man taber et glas på gulvet. Nu er mit sind en slagmark og ja det er få dage siden jeg fik den ud, så det kan jo sagtens nå at vende, men hvad kan man ikke nå at ødelægge for sig selv i den tid det står på?

Jeg har en kæreste, en rigtig sød en af slagsen. Vi har haft vores gnidninger men det er ikke nogen der definerer vores forhold og vi ryger ikke tilbage til vores teen stadie og smutter bare fordi det hele lige bliver lidt tungt at være i.
Jeg frygter nu at jeg graver så dybt i den tunge tid med mine udsving at det simpelthen ikke kan reddes. Så kan man sige at hvis han ikke kan klare lidt hormoner så har han slet ikke fortjent de gode øjeblikke med mig i mit liv, men det er bare slet ikke sådan jeg stiller det op nu. Jeg vil for alt i verden ikke af med ham, men jeg synes jo heller ikke min opførsel er okay nogle gange. Så hvordan kan man vende det og kan det overhovedet vendes? er det bare perioder hver måned som man må overleve og skal han bare køre med på mine flip og stå model til det, fordi jeg er jo en pige og det er helt naturligt…

Jeg har fra starten frygtet at jeg skræmte Nicolaj væk med min i forvejen skrøbelige psyke, hvis det ikke skete hurtigt så skulle den nyopdagede sygdom da nok gøre udslaget. Jeg går bare og venter på en dag hvor det hele ramler sammen og han simpelthen giver op, eller jeg selv skubber ham væk selvom mit hjerte skriger imod det.

Jeg kan virkelig være en lort, der er ting pt der har for mig været respektløst mod mig og langt over min grænse, men det skal vi kunne tale om. Det skal ikke komme som en vulkan lige pludselig, ligemeget hvor såret og ked af det man kan være skal man kunne tale roligt om tingene, ellers gider modparten jo heller ikke lytte til det man har at sige. Den er jeg langt fordi, jeg går i udbrud ud af ingenting og kører psykisk hårdt på min stakkels mand som slet ikke vidste hvor den kom fra eller hvor han så har mig.
Jeg ved godt det er normalt og jeg er ikke den eneste, men bare fordi det er naturligt og det sker for flere, betyder det jo ikke det er okay!
Jeg tog det sats her for min krops skyld, Nicolaj og jeg tog snakken om det og han sagde fra starten at han støttede op om min beslutning lige meget hvad jeg gjorde, men at han også synes min krop skulle ha lidt luft fra hormoner osv. Jeg vidste han ville sige sådan, for han har mit bedste på sinde hele tiden. Han støtter stadig beslutningen, er jeg ikke et sekund i tvivl om, men han trækker sig samtidig for mig og lader mig ride på den her djævle bølge. Måske er han for sød, det her kan sagtens bide mig hårdt i røven senere, men måske skal han netop steppe up og ikke finde sig i mit usikre hormon fis, som dræber vores forhold en uge hver måned.

Jeg kan sige noget og allerede i samme sekund som ordene kommer ud fortryder jeg dem, hvordan lærer man at stoppe dem og huske sig selv på at det bare er hormoner. Min fornuft ved jo godt hvad der er rigtigt og forkert, men jeg kan ikke styre det. Specielt i dag har jeg kaldt mig selv for røvhul en million gange, selvom der var en reel grund til at jeg kom derud hvor jeg gjorde, så var udslaget stadig alt for voldsomt og jeg burde ha ventet til man kunne føre en voksen samtale om tingene senere.

Det der irriterer mig allermest er tidspunkterne det sker på. Som f.eks i dag når han er ude ved sin søn, situationen er at han har været der siden kl 9 så vidt jeg ved, han har fået nogle timer med A og jeg misunder ham dybt. A skal sove og Nicolaj tagger mig i noget plat på facebook som egentlig er meget sjovt, men det ser jeg slet ikke… det første jeg tænker og det hele flippet bryder ud med er at hvorfor i pokker er han på facebook når han besøger sin søn. Får jo så af vide at A sover og så bliver det endnu værre i mit hovede. Drengen har sovet i to timer, hvad laver manden så stadig der?
Jeg er ikke usikker på ham på det punkt, jeg ved jo godt han gerne vil være herhjemme, specielt fordi jeg ikke føler jeg har set ham siden torsdag morgen fordi han har arbejdet to døgn, været ude med nogle venner og sovet hele søndagen. Men min hjerne kan slet ikke klare tanken om at han sidder der i to timer og bare skal sidde på facebook fordi han venter på at A vågner, han har jo allerede fået nogle timer med ham. Kunne forstå hvis han kom imens han sov og så ventede på at han vågnede så de kunne se hinanden. Jeg ved jo godt at en ting er at det for mig er en situation jeg synes er forkert, efter min egen holdning, så er en anden ting reaktionen der kommer fra mig, den er mindst lige så forkert. Jeg kunne ha sagt ‘nå okay’ og ha sagt senere face to face at det faktisk gik over min grænse, forklarer ham hvorfor og selvom han måske ville ha en anden mening så ville han lytte til mine følelser og forklarer hans synspunkt derefter. Den rigtige måde at snakke om tingene på.

I stedet så står han nu tilbage med følelsen af at han har en kontrollerende kælling derhjemme der tager tid på al hans færden, og sådan en gider man da overhovedet ikke snakke med, hvilket er helt forståeligt!
Hvis folk siger noget pis til mig når de har en dårlig dag, så er jeg da også dybt ligeglad med dem lige der, man gider da ikke lytte til folk der trumler en og bliver personlig.

Men hvordan redder man den så?
Skal man fedte sig igennem hele den næste dag, fordi man kom til at komme alt for sent hjem fra byen, og parkerede sin bil i underboens blomsterbed, eller skal man undskylde og arbejde på en måde hvor fremover bliver det anerledes. Jeg tror egentlig lidt det er en blanding, det vigtigste er vel at det ikke sker igen, men hvad gør man når det er kroppen og noget man ikke kan styre?
Synes godt nok det er svært! Jeg valgte at slukke min mobil for at ikke at gøre det hele værre, jeg kender mig selv for godt. Så ville jeg skrive det her indlæg og glemmer at computeren er tilkoblet min telefon og jeg får derfor beskeder her også… måske skulle man bare ignorere når man ikke stoler på sin egen dømmekraft, for modpartens skyld.

Jeg undskylder på alle kvinders vegne for de hormon vulkanudbrud vi til tider kommer med!
Vores PMS er ikke med vilje, men det er heller ikke en undskyldning for at være en kæmpe lort og tro mig, vi skændes mest med os selv i de øjeblikke.

– KC aka hormonella